Landskildpadden.dk -


Fremstilling af naturligt foder til Græske landskildpadder

De fleste mennesker har i nu om dage været på charterferier i Sydeuropa. Klimaet hvor de Græske landskildpadder oprindeligt kommer fra er en del forskellig fra Danmarks klima. Her i landet er klimaet for det meste temmelig fugtigt, hvorimod på skildpaddernes oprindelige biotoper er der knastørt det meste af året.

Denne forskel mellem klimaerne gør jo selvsagt en stor forskel i kvaliteten af skildpaddernes foderudvalg i naturen, samt i fangenskab. De fleste mennesker som holder landskildpadder i fangenskab har en mening om at disse dyrs foderemner altid skal være friske og indbydende. Denne anskuelse, vil jeg påstå gælder kun fordi ejeren af dyret mener at sprødt og lækkert foder er det bedste. Efter devisen: Man skal jo ikke tilbyde ens dyr noget man ikke selv ville sætte tandsættet i.

Fakta er at de naturlige foderemner kun er grønne, lækre og sprøde i meget få uger i naturen. Når så varmen og sommeren for alvor sætter ind tørres det hele i rekordfart, og det meste visner og tørrer ud.

Det betyder jo med andre ord at skildpadden ikke har andet valg end at æde hvad der forefindes, også selvom det er knasende tørt. Disse vilkår har været gældende for den Græske landskildpadde i årtusinder, - og den findes her jo stadig. Man kan udlade af dette at disse dyr er uhyre nøjsomme. Det er helt utroligt så lidt at disse dyr kan overleve og ovenikøbet trives med.

Når man så ser på hvad det er som er virkelig vigtigt for en naturlig vækst for vores skildpadder i fangenskab vil man opdage at det er: Fibre og ballaststoffer. Både fibre og ballaststoffer træder mere i karakter når foderemnet er tørt. Det betyder at skildpadden udnytter foderet bedre, og samtidig nedsætter gennemgangshastigheden af fodret i tarmsystemet. Derved udtrækkes diverse næringstoffer, og udnyttelsen af foderet bliver optimeret når man foder med tørrede foderemner.

Hvert forår samler jeg masser af foderemner ind på marken, og tørrer det i mit væksthus. Foderemnerne er fx mælkebøtter, diverse typer vejbred, skørtidsler, mælketidsler, bellis, følfod + utallige andre velegnede planter. De tørrede planter opbevares derefter i stuetemperatur i store flyttekasser som jeg har købt i Silvan.

HUSK!! VÆR ALTID SIKKER PÅ AT INDSAMLINGSSTEDET IKKE ER SPRØJTET MED PESTICIDER!

væksthus plantetørring